På italiensk findes et smukt ord affinità, som ikke er så let at oversætte til dansk. Men vi kan prøve.
Affinità er nærhed mellem mennesker, men ikke fysisk.
Det må være en åndsslægt.
Ja! Det er netop dette sjæleslægtskab, der er svært at finde og svært at forklare.
Beslægtede ånder.
Sjælevenner.
Hvad er det her?
Bradburys “Dandelion Wine” kommer til at tænke på.
Husker du William Forster og Eliam Louis?
Dette er ikke kærlighed mellem en mand og en kvinde.
Dette er mere.
Dette er et spirituelt fællesskab, der ikke kan beskrives, men som er let at føle og umiddelbart forstå:
“Ja, det er min sjæl. Kære.”
Det er sjælen.
For det er lige meget, hvilken skal en soulmate lever i, det er lige meget, om det er en mand eller en kvinde, ældre eller meget yngre, det er lige meget, hvilket sprog han taler, for sjæle forstår hinanden uden ord.
Det er lige meget, om der er mulighed for at være sammen.
Og det er lige meget, om din soulmate er her på Jorden eller allerede er der, i en bedre verden.
Selvfølgelig vælger en person at tro eller ikke at tro, men i hver familie er der mindst én uforklarlig historie, når en soulmate hjælper, trøster og redder en elsket, der forbliver her på Jorden.
Dette er vigtigt.
Det, der er vigtigt, er, at der er sådan en sjæl i verden, som vores sjæl fryder sig med og blomstrer ved kontakt med.
Dette er, hvad affinità er.
